Test af de nye dværgblåbær

IMG_3053

Jeg elsker blåbær af egen avl, selvom jeg sjældent høster himmelråbende mængder af bær her i haven. Glæden var derfor stor, da jeg hørte om de nye dværgblåbær fra BrazelBerries. De skulle efter sigende være en skøn symbiose mellem nytte- og prydplante. Kønne, kompakte og rige på mængder af særligt søde bær. Og tilmed vintergrønne og velegnede til at plante i krukker. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Mon de holder hvad de lover? Jeg har fået lov at prøve dem og glæder mig til at dele mine første erfaringer med de små, blå dværgplanter med dig.

Mine hidtidige amerikanske blåbær giver godt nok søde bær. Samtidig er buskene med deres rødglødende høstfarver en fryd for øjet. Vel at mærke i sommerhalvåret. I vinterhalvåret er de til gengæld en temmelig tam affære, når de står og stritter, som nøgne pinde.

IMG_3065Test af vinterhårdførhed

Jeg var derfor spændt på at få lov at teste om lovordene om de nye dværgblåbær holder her i mine krukker på en vindblæst, østjysk terrasse.

Sidst på efteråret fik jeg et eksemplar af hver af de tre nye sorter, ‘Peach Sorbet’, ‘Jelly Bean’ og ‘Pink Breeze’. De blev sat ned i hver sin krukke for at teste deres hårdførhed igennem vinteren. Og samtidig for at se om de holder bladene på. Og jeg må indrømme, at jeg er ret begejstret efter første vinter med dem foran vinduet.

IMG_3063Klarede krukketesten

Alle tre står nu fulde af både blade og blomster. Bladene holdt de helt eller delvis på gennem vinteren. Enkelte brune blade viste sig i januar og februar, hvor skiftevis frost og sol er en skrap cocktail for enhver vintergrøn. Jeg sørgede blot for at vande dem når jorden ikke frøs. Men her var ingen kære mor og de fik på ingen måde særbehandling.

Først på foråret skød de nye blade frem. Nu står de små, kompakte planter og pryder terrassen med klaser af blomster og anlæg til mængder af bær.

IMG_3067Næste step – smagstest

Jeg glæder mig derfor til anden etape af testen og høste frugten af de søde bær senere på sommeren.

Herligt med en busk, der både glæder øjet og en sød slikmund, som mig. Og tilmed i en armslængde fra hængekøjen eller havestolen på terrassen;-)