Weekendleg med havens Lego
Her venter weekenden forude og jeg glæder mig til at bruge lørdagens ledige timer på at lege med havens levende Lego-klodser. Nu er det tid til at fylde det pink staudebed og krydre det med grupper af stedsegrønne, grønne græsser og skønne skærme. Det er weekend, når det er allerbedst og fristende når der er dømt fri leg i haven.
Jeg er et lystigt legebarn og lykken er gjort, når jeg ser mit snit til at lege med planter i egen havejord. Jeg elsker derfor denne tid, hvor jorden fortsat er fugtig og jeg stadig kan nå at plante i haven.
Indimellem rydder jeg et bed for at prøve flere planter af, finde nye, kønne kombinationer og gøre mine egne erfaringer med spændende sammenplantninger inden jeg tegner nye bede til andre.
Bedene langs med terrassen på huset haveside har alt for længe stået for tur (og spørger du mine børn, har bedene i baghaven ’rodet rigtigt længe’ og siden været ’temmeligt tomme’).
Nu venter weekenden og sommeren snart forude, så nu skal det være! Først skal det pink og senere det blå bed plantes til, så den bare bedjord er dækket til med planter.
Mine stedsegrønne musketer
For at skabe ro og grønt året rundt har jeg med god hjælp fået plantet og placeret gentagne grupper af mine yndlingsstedsegrønne i bedene. De tætte, mørkegrønne og smukke kegleformede Thuja Smaragd er blandt mine faste stedsegrønne støtter, mens jeg ofte og gerne bygger op og om med havens mindre legoklodser af stauder, blomstrende buske, roser, georginer og løgplanter.
For at skabe et let og mere grøftekantspræget udtryk, krydrer jeg med grupper af græsser, skærmplanter og fordeler nogle tilfældige ‘klatter’ af to-årige som fingerbøl, violette kongelys og akelejer rundt omkring i bedet. De skaber højde, lodrette linjer og smuk kontrast til klassens tungere drenge, som silkepæoner og de andre kugle- og kurvformede blomster.
Kønne kontraster krydrer
Jeg ynder den dynamik, det giver at kombinere stramt med vildt, enkelt med frodigt, glat med kruset, stort med småt både i blomster og blade. Det er simpelthen som at være i det skønneste legeland – fyldt af levende Lego. Og viser det sig senere at kombinationen ikke fungerer som tanken, så er det let at grave stauderne op og bygge om igen, når efteråret eller et nyt forår kalder.
Tips din planteleg
- Vælg gerne en grundfarve til hvert bed. Det skaber en rolig ramme for dine udfoldelser.
- Haven er som et batteri, den skal lade dig op. Vælg derfor farver der gør dig glad og giver dig god energi.
- Køb og plant gerne tre af hver plante. Det skaber rolige flader.
- Gentager du grupper af samme planter gerne tre steder i bedet, får du fordelt farverne og skaber balance i bedet.
- Placer gerne grupper af stedsegrønne i dine staude- og blomsterbede, hvis du vil skabe grønne pauser
- Med grupper af skærmplanter og græsser kan du skabe lethed i bedet.
- Tænk i kontraster og veksl gerne mellem spirformede blomster imellem runde og kugleformede blomster.