Julelys i sommerblomsterne
I weekenden blev det tid til at tænde julelys i indkørslens velkomstkrukker og i år bliver det med en ny og hidtil uset kreation af levende juletræer her i haven.
Kæmpeverbena som grøn gine
Normalt indtræder et par af mine stedsegrønne i fast turnus i krukkerne, når vinteren nærmer sig. Men pu-ha, hvor er det også hvert år op ad bakke for en havedame som mig at flytte et par mandshøje thujaer op i indkørslens solide krukker. Og nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at spinde, så derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da jeg fik en idé.
Krukkerne var i forvejen fyldt med kæmpeverbena eller jernurt, Verbena bonariensis, der siden sommer har ageret kulørt krukkefyld indtil sneen i starten af november tog pynten af blomsterfarven. Til gengæld lader de grønne, hårede stængler sig ikke gå på af hverken vind eller lidt snevejr. Her stod de fristende og strittede med stænglerne og nærmest bad om at få samlet totterne i en hestehale. Ja, mon ikke også man kunne forme dem som et juletræ? Det var ihvertfald et forsøg værd.
Så jeg gjorde kort proces. Et stykke tråd blev fæstnet og viklet stramt omkring toppen og løsere omkring kroppen, så planterne i hver krukke fik form som en kegle. Yderste række af lysene i nettet blev samlet i toppen, som en stjerne og lukket på bagsiden med små stykker tråd.
Og wupti – så havde jeg to grønne og luftige juletræer som lysholdere. Så nu er der julelys i jernurten og kæmpeverbenaerne kan fra i dag af også skrive juletræsvikar på cv’et.