Laura pynter juletræet

Laura er en lille lækker sag. Rund, veldrejet og fuld af farverige frugter. Samtidig har hun både til gården og til gaden. Laura er nemlig paradisæblet, Malus ’Laura’, der både i krop og frugt har meget at byde på. Her i haven pynter søjletræerne året rundt langs indkørslen ud til gaden, mens frugterne i dag er hængt op og pryder juletræerne i gården ud mod haven.

Julens flotteste frugter

Der findes mange skønne paradisæbler med større eller mindre frugter i gule og røde nuancer. Lauras frugter er et kapitel for sig. De har lige den rette størrelse og farve til pynt efter min smag. Deres dybe, varme, mørkerøde glød har netop den farve, som jeg ynder at fylde kurve, kranse og dekorationer med, når julen skal farves rød. Derfor har jeg også pyntet et par små rødgraner fra skoven med paradisæblerne. En kort sejlgarnsnor bundet i en løkke om stilken og knips – så er julepynten på.

Lauras frugter er efter sigende også eminente til æblegele og snaps. Indtil videre holder jeg mig til nu juletræspynten – så længe det varer. For når frost og vinter for alvor viser sig, begynder solsorterne nemlig at forgribe sig på Lauras frugter. Derfor er det med at nyde pynten, mens tid er og nyde Laura farver julen.