FARVERIGT FOREDRAG OM HAVEN I HAMMEL
Ønsker du et levende foredrag, der både taler til dit hjerte og haveglæde? Vil du gerne have inspiration til din egen have med fængslende fotos, farverige fortællinger og arkitektens bedste havetips? Så kan jeg love dig for at mit foredrag om Haven i Hammel er en aften værd og garanteret giver næring til din haveglæde.
Når haveglæde er en hjertesag
Det er med haver som med mennesker. Enhver er unik, men nogle rammer en på sin helt egen måde – lige i hjertet. Sådan er det for mig med haven i Hammel. Den har sin helt egen historie og den mest meningsfulde funktion, som en have kan have. Nemlig at hjælpe mennesker tilbage til livet og genvinde tabte funktioner.
Jeg havde i 2014 fornøjelsen af tegne denne have, som Danske Planteskoler donerede plan og planter til Hammel Neurocenter – en særlig gave i foreningens flerårige kampagne Grønne Pletter. Det blev en lang og spændende rejse med haven, som først skulle fungere som udstillingshave på Odense Blomsterfestival og siden udstilles på Have og Landskab i Slagelse inden den siden blev plantet og indviet i Hammel.
Det er historien om en givende grøn ide, der blev til Vandrende Grøn Plet og siden en Sansehave på Hammel Neurocenter. En historie om, hvordan haven kan blive en ægte hjertesag og give så meget mening og glæde. Og samtidig en drømmeopgave for en helhjertet havearkitekt, der elsker at hjælpe og glæde andre mennesker og arbejde i tværfaglige fællesskaber med vidt forskellige fagfolk – fra planteskolefolk til hospitalspersonale – som takket være, denne have blev til i kraft af.
Inspiration til dit eget havedesign og farver i haven
Havens design er formet til at skabe en helt særlig sanseoplevelse til patienter, pårørende og personale på Neurocenteret. Med stærke, stramme former, fuld af forskellige farver, der følger farvecirkel og et frodigt plantevalg, der sikrer langstrakt blomstring og nye oplevelser i haven året rundt. Her kan du opleve, hvordan du på få kvadratmeter kan skabe et helt særligt sanse- og planteunivers.
Hør historien om denne unikke have, de talrige tanker bag og tegningerne som ligger til grund for haven. Her får du et levende foredrag fuld af fotos og samtidig inspiration til at indrette din egen have efter haveterapiens meningsfulde fundament.
Kontakt mig hjertens gerne på haveriget@gmail.com, hvis du er interesseret i at høre og aftale nærmere om mit foredrag om Haven i Hammel – en hjertesag.