Dagens akuthjælp til vindudsatte stedsegrønne
I dag er iskolde ører, løbende næse og frost om fingrene gartnerens lod her i haven, men jeg er langt fra den der har det værst. De optimistiske stedsegrønne forårsbebudere som påskeklokker og nyplantede skimmia står på vindblæste hjørner uden læ og det må der gøres noget ved. Dagens dosis sol og vind og tiltagende iskold vind og frost i nat er nemlig den direkte vej til frostskader for særligt udsatte vækster.
Våbnet er vand og gran
Derfor er en hurtig, lille akutindsats iværksat her i eftermiddag. Væbnet med vandkanden får de stedsegrønne krukkeplanter blødt krukkejorden godt op inden nattens lovede frost i håb om at de når at fylde væskedepoterne op. De får desuden et par grangrene stukket i ryggen for at skærme dem af i vindretningen.
Påskeklokkerne står i forreste række i staudebedene for at vi kan nyde udsigten til dem fra huset, men det betyder samtidig at de har en udsat plads for frost og blæst. Derfor får de ganske enkelt lagt en tung grangren som en lun dyne over sig. Og så kan vinden og vinteren ellers bare komme an.