Buksbom på stikkerne
Lige nu skyder havens planter løs, som om alle har vokseværk. Det gælder også havens uundværlige buksbomkugler, der tilsammen udgør rygraden i terrassens midterbed. De står dækket med de lækreste, lysegrønne skud, som både gør den smukke og sårbare. Og så gælder det for dem som for os andre – indimellem er det rart at få en hjælpende hånd med til at holde på formerne.
De runde stedsegrønne bolde af buksbom nyder jeg og resten af familien synet af hver dag året rundt fra køkken-alrummet og familiens spiseplads og er nok det sted, hvor vi oftest ser haven fra. Derfor er det også her, at fuglefoderbræt med foderautomat og vandbad har fået fast plads. Så kan vi samtidig nyde besøgene af de flyvende gæster, der dagligt kigger forbi for at supplere fødevareforsyningen.
Alting har sin pris
Pladsen under den velbesøgte udeservering betyder, at det ene led i rygraden af kuglebuksbom har en yderst udsat plads og indimellem finplukkes for nedfaldne solsikkekerner. Normalt tåler de tætklippede buske mosten og tager vægten fra små mejser og spurve i stiv arm.
De nye, lysegrønne skud, der i disse uger myldrer frem, er imidlertid bløde og har svært ved at klare vægten fra klassens tunge drenge med fra alt fra ringduer til fasaner, der jævnligt kigger forbi og tager en tur op på kuglen.
Så er det heldigt, at havens pindsvin inspirerer til værn. Med en god håndfuld kraftig ståltråd af den slags vi bruger til binderi har jeg nu forsynet kuglen med pigge. Forhåbentligt kan ståltrådspiggene holde de tunge fugle til fadet og fra at sætte fod på kuglen, indtil de nye skud er fuldt udviklede og parat til at klare sig på egen hånd.